Carlberg evaluerer Sofiebo – en boafdeling for børn og unge med autisme

Sofieskolen er en specialinstitution for børn og unge med autismespektrumforstyrrelser (ASF). Institutionen rummer børnehave, skole og boafdeling.

Sofieskolen har med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond bygget en ny boafdeling kaldet Sofiebo. Sofiebo blev indviet i 2019 og er udviklet som et eksempel på sociale mursten med fokus på autismevenligt design. Der er tale om et højt specialiseret botilbud, som giver 18 børn og unge med svær autisme plads til individuel udvikling og imødekommer deres særlige sensibilitet i forhold til sansepåvirkninger.

Men hvad var de bagvedliggende intentioner med byggeriet, og hvordan fungerer de valgte designløsninger i praksis – for både beboere og medarbejdere? Det undersøger Carlberg i løbet af efteråret 2021, hvor vi laver bygningsgennemgange med medarbejdere, samtaler med udvalgte beboere og spørgeskemaer til hhv. medarbejdere og forældre.

Evalueringen skal gøre os klogere på, hvordan vi bygger velfungerende rammer til mennesker med svær autisme, som understøtter beboernes trivsel og den socialfaglige indsats. Dermed kan undersøgelsen inspirere både bygherre og rådgivere, som står overfor tilsvarende opgaver. Vi glæder os til at blive klogere på dette ambitiøse og nytænkende byggeri.

Gårdhaven på Sofiebo, foto: Sofiebo

Gårdhaven på Sofiebo, foto: Sofiebo

Forrige
Forrige

Carlberg på forsorgshjem

Næste
Næste

Skoler og daginstitutioner der virker!