Udvikling og evaluering: inkluderende rammer på Troldkærskolen

Som resultat af den inddragende proces farveopdelte vi køkkenet

Titel: Karme, kokke og kram i køkkenet

Emne: Samskabelse, brugerevaluering, adfærdsdesign, inkluderende arkitektur, sociale mursten

Kunde: Troldkærskolen, Den A.P. Møllerske Støttefond

Projektperiode: 2021-2023

Troldkærskolen har i over 30 år tilbudt unge med særlige behov i alderen 17-30 år muligheden for at tage et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb (STU) og indgå i et praksisfællesskaber i et af skolens værksteder. Et af disse værksteder er den socialøkonomiske café Jels Voldsted, der i 2021 fik støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond til en ombygning af caféens køkken og opvaskeområde. Dette førte til en lærerig og participatorisk proces, hvor skolens medarbejdere og elever har været med til at undersøge og udvikle de nye fysiske rammer med fokus på, hvordan indretningen af rummene bedst muligt understøtter elevernes trivsel og den socialpædagogiske indsats.

Ombygningen har haft fokus på at optimere de fysiske rammer, så de understøtter det specialpædagogiske og socialfaglige arbejde og elevernes individuelle behov samtidig med, at køkkenet stadig fremstår professionelt. Sammen med elever og medarbejdere har vi kortlagt og optimeret arbejdsgange og flows i køkkenet og udviklet nye systemer med visuelle guides. Ombygningen har haft fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø med bl.a. fokus på lys, akustik, overblik og muligheden for at kunne trække sig tilbage og tage en pause.

Sideløbende med ombygningen er de fysiske rammer blevet evalueret, og erfaringerne fra skolen er, at de nye rammer virker efter hensigten. Lærerne og eleverne fortæller bl.a.:

”Det er meget nemmere at koncentrere sig, og så er der heller ikke så mange forstyrrelser som i det gamle køkken. Der er færre der går ind i én nu.” (elev)

”I det gamle køkken var det overhovedet ikke godt, det var helt kaos. Siden vi har lavet om, så synes jeg, at det er blevet bedre og bedre.” (elev)

”Der er plads til langsomlighed med den rumlige disponering, der er lavet. Det er noget af det, nogle af vores elever har rigtig meget brug for. Enkelthed, langsommelighed og overblik. Det er det her med at kunne arbejde i den nærmeste udviklingszone.” (lærer)

Projektet drager erfaringer fra vores arbejde med sociale mursten og er et bidrag til vidensopbygningen indenfor det specialiserede skole- og velfærdsbyggeri. Håbet er, at erfaringerne fra Troldkærskolen kan informere og inspirere andre skoler, institutioner, bygherrer og arkitektrådgivere.

Læs mere om sociale mursten her.

Hent rapporten her.

Næste
Næste

Evaluering af boligtilbud til unge i hjemløshed - inspiration til egnede rammer